Det ofte forekommende "404 Not Found"-fejlkodes tal 404 er ikke et tilfældigt valgt ciffer; det er en del af HTTP-protokollens 4xx-gruppe, der klassificerer klientfejl. I modsætning til den udbredte CERN-rum-myte opstod koden som en standardstatuskode defineret i HTTP-standarderne for svaret "Not Found".
Tallet 404 i advarslen "404 Not Found", som brugere ofte møder, når de forsøger at åbne en side på internettet, der ikke findes, er ikke et tilfældigt valgt tal. Ifølge kilden opstod denne kode som en del af HTTP-protokollens systematiske statuskode-struktur og er med årene blevet et genkendeligt symbol i internetkulturen.
Brugere møder typisk denne kode, når de indtaster en forkert stavet adresse, klikker på et gammelt link eller når det ønskede indhold er blevet slettet. 404 er blevet så udbredt, at mange virksomheder er begyndt at tilføje særlige designs, spil og jokes til deres fejlsider.
Hvad betyder 404 Not Found egentlig?
Når en internetadresse åbnes, sender browseren en anmodning til den pågældende server via HTTP. Serveren behandler denne anmodning og returnerer et svar til browseren, der indeholder en trecifret statuskode.
Når handlingen gennemføres med succes, bruges normalt koden 200. Ved omdirigeringer eller serverrelaterede problemer kan man støde på forskellige andre koder.
Koden 404 angiver, at klienten kan nå serveren, men at serveren ikke kan finde den ønskede ressource. Derfor bør man ikke tro, at internetforbindelsen er helt afbrudt, når man ser 404; serveren har svaret, men den ønskede side findes ikke på den adresse.
Årsagen kan være en forkert stavet URL. En side, der tidligere har eksisteret, kan være blevet slettet, linket kan være ændret, eller indholdet kan være flyttet til en anden adresse.
Hvad betyder det første 4 i 404-tallet?
I HTTP-statuskoder er tallene ikke valgt tilfældigt; koderne opdeles i bestemte klasser efter deres første ciffer. 4'et i begyndelsen af 404 angiver gruppen af statuskoder, der er relateret til klientfejl.
Denne gruppe indeholder også andre koder som 400 Bad Request, 401 Unauthorized, 403 Forbidden og 429 Too Many Requests. Forskellen mellem dem skyldes typen af problem.
Ved koden 403 forstår serveren anmodningen, men tillader muligvis ikke adgang til ressourcen. Ved 404 er den ønskede ressource ikke fundet. Koden 429 bruges til at angive, at der er sendt for mange anmodninger inden for kort tid.
Ved serverrelaterede problemer kommer koder, der begynder med 5, i spil. 500 Internal Server Error og 503 Service Unavailable kan nævnes som eksempler på denne gruppe.
Derfor betragtes 404 ikke som et mystisk tal valgt alene, men som en del af HTTP's systematiske statuskode-struktur.
Hvorfor blev det så præcis 404?
I HTTP's tidlige periode blev statuskoder organiseret for at kunne udtrykke protokollens forskellige resultater på en standardiseret måde. 4xx-intervallet blev afsat til fejlsituationer relateret til klienten, og inden for denne gruppe blev koder med forskellige betydninger defineret.
Ifølge kilden var 404 i HTTP/1.0's RFC 1945-dokument, offentliggjort i 1996, klart defineret som statuskoden "Not Found". Koden blev også brugt i senere HTTP-standarder.
Der findes ikke et separat ord eller en skjult betydning for hvert ciffer i 404-tallet her. Det første tal angiver kodens generelle klasse, mens de resterende tal angiver den definerede kode inden for denne klasse.
Lignende logik ses i andre HTTP-koder. Vellykkede svar samles i 2xx, omdirigeringer i 3xx, klientfejl i 4xx og serverfejl i 5xx. Denne orden gør det muligt for udviklere at vurdere serverens svar programmatisk uden kun at være afhængige af beskedteksten.
Er historien om rum 404 på CERN sand?
Ifølge den mest udbredte historie på internettet om 404, befandt det team, der arbejdede på World Wide Web, sig i rum 404 på CERN. I forskellige versioner af fortællingen hævdes det, at webservere var placeret i dette rum, eller at brugere henvendte sig til dette rum for at hente de filer, de ønskede.
Men ifølge kilden findes der ikke troværdig historisk dokumentation, der understøtter denne påstand. Selvom Tim Berners-Lees arbejde med at udvikle World Wide Web på CERN står i centrum for HTTP's opståen, er fortællingen om, at koden "404 Not Found" stammer fra et rum nummer 404 på CERN, ikke blevet bekræftet af kilder om webhistorien.
Det angives endda, at CERN i sine redegørelser, der behandler denne historie, har påpeget, at fortællingen om det pågældende rum er en myte.
Årsagen til, at sådanne historier spredes, virker dog forståelig. Processerne med at skabe tekniske standarder kan virke kedelige for de fleste brugere, mens et mystisk rum og dets nummer, der spredes over hele internettet, kan være meget mere mindeværdigt.
Hvordan opstod HTTP-fejlkoder?
HTTP's historie går tilbage til World Wide Webs første år. Mens Tim Berners-Lee arbejdede på CERN, arbejdede han på et informationssystem, hvor dokumenter på forskellige computere kunne forbindes til hinanden via links.
For at webben kunne fungere, var HTML og URL ikke nok; der var også behov for en protokol, der fastlagde, hvordan browseren og serveren skulle kommunikere. HTTP påtog sig denne opgave.
De første HTTP-versioner var meget enklere end protokollen i dag. Efterhånden som webben udviklede sig, blev kommunikationen mellem browser og server også mere detaljeret, og det blev nødvendigt at udtrykke standardiseret, om en anmodning var lykkedes, blevet omdirigeret til en anden adresse eller mislykkedes.
Takket være den trecifrede struktur kunne software hurtigt fortolke resultatet. Koder, der begynder med 2, angav generelt klassen for vellykkede svar, dem der begynder med 3 angav omdirigeringer, dem der begynder med 4 angav fejlsituationer relateret til klienten, og dem der begynder med 5 angav serverfejl.
Dette system eksisterer stadig i dag som en af webbens grundlæggende dele. Brugere ser aldrig størstedelen af disse koder, fordi browseren udfører handlingerne i baggrunden. 404 fik en anden skæbne; fordi situationen, hvor den ønskede side ikke findes, direkte påvirker brugeren, gik den fra at være en teknisk protokol-kode til at blive et udtryk, alle kender.
Hvorfor ser vi ikke 404 på hver slettet side?
Når en internetside ikke længere findes, støder man ikke altid på koden 404. Årsagen er, at websteder kan bruge andre HTTP-koder til forskellige situationer.
Hvis et indhold er flyttet til en ny adresse, kan serveren automatisk omdirigere brugeren til den nye side. Ved permanente omdirigeringer bruges koder som 301 til dette formål, og da browseren udfører handlingen automatisk, ser brugeren ofte ikke selve koden.
For en ressource, der permanent er blevet fjernet, er det også muligt at bruge koden 410 Gone. Forskellen fra 404 er subtil, men betydningsfuld; 404 angiver, at serveren ikke kan finde den ønskede ressource, mens 410 tydeligere udtrykker, at det vides, at ressourcen er blevet fjernet.
På rigtige websteder anvender ikke alle systemer denne sondring lige omhyggeligt, og meget slettet indhold returnerer direkte 404.
Der findes også en situation kaldet "soft 404". Siden kan vise brugeren meddelelsen "indhold ikke fundet", mens serveren teknisk set kan returnere svaret 200 OK. For brugeren findes siden ikke, men HTTP-mæssigt ser anmodningen ud til at være lykkedes. Dette kan også påvirke, hvordan søgemaskiner fortolker siden.
Det vil sige, at det ikke altid betyder det samme, at der står "Side ikke fundet" på skærmen, og at serveren faktisk returnerer HTTP 404-koden.
Hvordan blev 404 en del af internetkulturen?
HTTP indeholder hundredvis af forskellige statuskoder, men almindelige internetbrugere behøver ikke kende størstedelen af dem. 404 skiller sig ud som en stor undtagelse i denne henseende.
Den primære årsag er, at brugere direkte og ofte møder denne kode. Efterhånden som websteder vokser, ændres links, gammelt indhold fjernes, og forkerte adresser deles. Som et resultat er 404-sider blevet en uundgåelig del af weboplevelsen.
Webdesignere begyndte med tiden at bruge standardfejlmeddelelsen mere kreativt. Nogle websteder tilføjede små spil til deres 404-sider, nogle brugte humoristiske billeder, og andre førte besøgende til det rigtige indhold via en søgeboks eller et link til startsiden.
Således gik udtrykket "404" ud over sin tekniske betydning og blev endda en joke i internetkulturen, der bruges til at beskrive ting, der er forsvundet, ikke kan findes eller ikke er til stede.
Det interessante er, at der bag dette så velkendte tal ikke ligger et mystisk rum eller en glemt CERN-historie. Den sande historie om 404 er meget mere teknisk; koden opstod ud fra behovet for at klassificere webbens forskellige resultater på en ordnet og maskinforståelig måde.
