Zach Creggers Resident Evil-film fanger med humor den klodsethed og panik, der opstår, når man spiller videospil, og leverer en underholdende horror-komedie, der udspiller sig i seriens univers. Gennem karakteren Bryan, spillet af Austin Abrams, overfører filmen spiloplevelsen til lærredet og skiller sig ud som en af de bedste videospiladapteringer på trods af sin tåbelighed.
Zach Cregger, instruktøren bag Silah og Barbarian, bevæger sig rundt omkring Capcoms ærværdige serie, og det resulterende horror-komedie-kaos er let, men yderst underholdende.
Et sted i den elendige Doom-film er der en sekvens, hvor perspektivet pludselig skifter til første person. Det er som om den siger: "Se, ligesom dig, der spiller videospillet!" Men Zach Creggers nye Resident Evil-film forstår udmærket, at det slet ikke ligner mig, når jeg spiller videospil. På den anden side af skærmen kan jeg svæve gennem dystre korridorer i et digitalt rummarine-kostume, mens monstre springer op i ansigtet på mig, men jeg opfører mig bestemt ikke som en rummarine. Jeg skriger; jeg vrænger ansigt, bander; jeg fumler med controlleren og affyrer skud, der rammer loftet. Og ja, selvom jeg indimellem tillader mig selv et kort sejrsråb, er magtfantasien ikke ligefrem fuldendt.
Det er efter min mening præcis det, der gør Creggers Resident Evil-fortolkning så underholdende. Den fanger perfekt glæden ved den klodsethed, de latterlige fejltagelser, den malplacerede selvtillid og den kan-jeg-ånd, der i sidste ende ofte holder os i gang i videospil. Her er karakteren, der erstatter spilleren, den karismatiske, rodede medicinske kurer og almindelige mand Bryan (med Austin Abrams' fantastiske præstation), som på en uheldig vinteraften bliver smittet af Raccoon Citys T-virus-udbrud.
Rejsen begynder på et travlt hospital og slutter, i overensstemmelse med seriens tradition, i et virksomhedslaboratorium; undervejs besøger den mange velkendte Resident Evil-stop som en uhyggeligt forladt gård, byens zombie-inficerede gader og en kort nedstigning i kloakken. Cregger strukturerer også sin film som et videospil; han sender Bryan ud på et handlingsmættet eventyr uden egentlig plot, og eventyret skrider næsten i realtid frem, efter at den første opgave er fastlagt; det hopper muntert fra fjendekampe til banedesign, bosskampe og tilbage til starten. Der er endda en scene, hvor man roder et par skuffer igennem for at lede efter ammunition.
Hele vejen igennem bevæger Bryan sig modigt famlende frem med en resigneret – og vindende karakterisering, ubevidst selvopofrende – beslutsomhed og monologer næsten konstant med en strøm af "fuck" og "lort". Åh, og han udstøder så eksotiske skrækindjagende brøl, at jeg er sikker på, at han har skabt helt nye lyde. Som en, der har tilbragt den sidste uge med at spille Silent Hill: Townfall og udsende en lignende vokal diarré, kan jeg ikke beskrive, hvor fantastisk det er at blive så præcist repræsenteret på skærmen.
I de forkerte hænder ville en sådan metafiktiv tilgang være forfærdelig, men Cregger, der skrev manuskriptet sammen med Shay Hatten, er uden tvivl den rette mand til opgaven. Han har allerede bevist sine horror- og komedietalenter i de fremragende Barbarian og Weapons, og hans særegne sensibilitet tjener Resident Evil (en serie, der konstant opererer i camp-registret, selvom den for nylig har formået at gøre det med et mere seriøst ansigt) usædvanligt godt. Selvom jeg elsker spillene og deres pantheon af helte med høje kindben, er deres dumme historier i bedste fald af B-filmskvalitet, og jeg er mere end tilfreds med, at nogen morer sig lidt med serien på det store lærred.
Og Creggers Resident Evil er meget underholdende; den svinger vildt fra jumpscares og ægte spænding til slapstick-tåbelighed, og det leder uundgåeligt tankerne hen på Sam Raimi, selvom det stadig utvivlsomt er Cregger. Jeg mener, at Raimis Drag Me to Hell er højdepunktet inden for horror-komedie og en mesterlig demonstration af at styre horror-spænding; den undergraver konstant horror-jokes med rigtige jokes, og undergraver dem så igen på skift, og hver overgang forstærker effekten af den næste. Sammenlignet hermed læner Creggers Resident Evil sig mere op ad ulækker komedie end ren horror, men den finder stadig en rytme, der hjælper begge halvdele med at slå hårdere. Og der er mange øjeblikke, hvor man efterlades et sted mellem en vantro latter og et kvælende åndedrag (hej hund!).
Resident Evil har måske den svageste plotudvikling, men denne balance holdes i gang af Abrams' uendeligt elskværdige tilstedeværelse, et par dumme gentagelsesjokes og en række fantastiske banedesign. Hvad sidstnævnte angår, har Resident Evil nogle lækkerbiskener. Der er rullende væsener, der udfordrer Arcadians rytterhorror, en ekstremt dum biljagt, verdens værste elevator tur og en åndeløs zombiescene, der stadig er imponerende, selvom man har fået spoileret den i traileren (man skulle tro, jeg havde lært lektien nu). Ærligt talt er det svært at vælge en favorit. Og hele vejen igennem er der de fantastiske klæbrige kropshorror-monstre: for det meste nye skabninger, men stadig perfekt Resident Evil.
Jeg mener, jeg havde en fantastisk tid. Creggers Resident Evil-film er måske ikke alles kop te med sin overdådige tåbelighed, tynde hovedhistorie og manglen på Leon, Claire og de andre, men det er den bedste skildring af at spille videospil, jeg har set. Og i sin tåbelige destruktivitet – stædigt og klogt holder sig omkring Resident Evil-seriens bredere verden – synes jeg, Cregger fanger ånden i sit kildemateriale bedre end de fleste andre spil-film-adapteringer. Som Bryan siger på et tidspunkt i et sjældent sejrsøjeblik: "Videospiiiiil!"
